Hvis jeres barn bliver syg hjemme og ikke kommer i institution, vil vi meget gerne have besked. Hjemmefra kan I nemt melde jeres barn syg via AULA. Hvis jeres barn har en smitsom børnesygdom, informerer vi resten af institutionen, så man som forældre ved at man skal være ekstra opmærksom på sit barns almene tilstand.
Hvis jeres barns almene tilstand ændres, mens det er i institutionen, så observerer vi typisk barnet en rum tid, og tager evt. dets temperatur. Hvis vi herefter vurderer, at barnet er syg eller sløj/ ikke frisk nok til at følge dagligdagen på lige fod med sine jævnaldrende, så kontakter vi jer med henblik på at barnet skal hentes hjem. Indtil I kommer, så afskærmer vi så vidt muligt jeres barn fra de øvrige børn.
Jeres barn er velkommen i institutionen, når det er helt rask og frisk igen, og vi ser meget gerne, at barnet har været feberfri og har haft normal afføring i mindst 24 timer, førend det kommer i vuggestue/børnehave igen.
Som udgangspunkt giver vi ikke medicin i institutionen. Ved visse smitsomme, kroniske eller længerevarende sygdomme kan det være nødvendigt at give medicin flere gange dagligt. Hvis dette er tilfældet, skal barnets medicin være lægeordineret og tydeligt mærket med barnets navn og cpr.nummer samt vejledning i medicin-givningen. Vi sørger for, at barnets medicin opbevares forvarligt i institutionen. Vi giver ikke medicin med tvang. Hvis barnet modsætter sig medicingivningen, så skal I selv give jeres barn den.
I Herning Kommune følger vi Sundhedsstyrelsens vejledninger. Du kan finde vejledninger i forhold til de enkelte børnesygdomme på linket herunder:
Smitsomme-sygdomme-hos-boern-og-unge.ashx